at se, -- nei at føle, at de klarede sig ligesaagodt uden nogen bogholder. «Æbleblomsten og den blaa veronica, tusener af knopper og blade og blomster . . . de var saa meget for mig, at jeg var kommet til at tro, at jeg var ligesaa meget for dem til gjengjæld. Den gamle, gamle vildfarelse: Jeg elsker jorden, altsaa elsker jorden mig . . Jorden er alt for mig; men jeg er intet for jorden. Det er bittert at vide det, førend man dør. >>
Da er det, at han vender sig med ny ømhed til menneskene. Naturens ufølsomhed maa gjøre os men- nesker mere hjælpsomme. «Vi maa henvende os til os selv om hjælp . . Ved dag og ved nat, i aarevis og i aarhundreder maa vi søge og studere for at finde udvei til at leve et fuldere liv her paa jorden, for at faa et fastere greb i dens violer og al dens ynde, for at indaande et dybere drag af vinden, som bærer vinrosens duft. Fordi mit hjerte banker svagt idag og mit langsomme pulsslag neppe afmerker tidens gang, -- des mere haaber jeg, at de kommende slegter maa se videre omkring og faa en fuldere glæde af livet end jeg har magtet det; desto gladere vil jeg gjøre alt, hvad der staar i min magt, for at udvide og for- større fremtidige slegters liv. Der er intet liv i de gamle haab, de ligger der døde som de tomme skaller; fra de søde, yndige violer maa vi uddrage nyt haab; de maa skyde nye kronblade af tanker og nye haabets farver i vor sjæl».
«Det at et menneskeliv ikke er mere for univer- set end den uænsede snegl derborte i græsset,» denne tanke paa den uendelig store naturs ufølsom-
