praktisk tendens- eller nyttedigtning, netop hos Shelley, poeten blandt poeterne.
Smaa skitser er det bedste, Richard Jefferies har skrevet. Selv blev han neppe mere end en ufærdig skitse, en antydning af en moderne naturdigter fra Darwins land og tid. En næsten religiøs glæde ved at samle kjendsgjerninger hver enkelt et træk i naturens aabenbaring og en overordentlig trang til at sammenfatte naturens liv og føle det som sit. Han varsler nye vidder at erobre for følelseslivet, og en videre udvikling af den moderne digtertype: fjernsynte iagttagere af det nærmeste; opsamlere af enkeltheder til sammenføining af helbilleder, gjennemglødede og støbte i én stemning.
Richard Jefferies rak bare delvis frem. Han for- vildede sig ind paa felter, hvor han ikke hørte hjemme. Skrev den ene daarlige roman efter den anden, «Det skarlagensrøde sjal», «Rastløse menneskehjerter» osv. Skildringer af samfundsklasser, som han ikke kjendte. Men de ægte, de intense følelser, som fyldte ham under samlivet med naturen, fik dog ogsaa i denne tid et afløb: i hans notisebøger, som han altid bar med sig paa sine ture. Her, i disse notebooks, blev den til af sig selv, hans raske, nervøse stil, hans ligefremme, levende gjengivelse af øieblikkets indtryk.
Længe laa hans kunst som uvakte og ufærdige frø i hans notisebøger. Først efter mange aars for- gjæves forsøg som romandigter, først da sygdom og smerte havde myget og modnet ham, vendte han sig helt til skildringen af det selvsete og oplevede. Den- gang ɖa han kunde streife frit omkring i naturen og
