gyldne af korn stod bag mig; jordens styrke og fasthed var under mig. Over mig skinned den store sol, det vide hav laa foran, og vinden kom sterk og fuld af sødme fra bølgerne. Solens glød, jordens og havets liv fyldte mig; jeg berørte brændingen med min haand, jeg løftede mit ansigt mod solen, aabnede læberne for vinden. Jeg bad høit i bølgernes brag min sjæl var sterk som sjøen og bad med dens magt: «Giv mig fylde af liv, lig sol og sjø og jord og luft; giv mig fylde af legemligt liv og en aand, som overgaar al deres fylde . Giv mig det med hele havets magt.» Han blir ikke træt af at gjenta sin bøn om magt eller af at fortælle om sin pilgrimsfærd til en fjern haug eller til havet. Han følte havet, selv naar det var mange mil borte.
At det hele var selvsuggestion, og at han benyttede sig af naturkræfternes suggestive magt, som mange andre store naturdigtere, dette ser det ud som om han ikke forstod. Det sidste hundredaar eller halvandet aar- hundrede har søgt at udnytte naturkræfterne paa to maader, som fysisk kraft til hjælp for vore nerver og muskler, og som direkte hjælp for vort aandsliv. Det sidste er den poetiske kraftoverføring, anvendt til alle tider, men med forøget energi i det forløbne hundred- aar. Byron søgte at vække Grækerne og Italienerne til nyt nationalt liv ved at pege paa naturen: den var lige stor som før. Deri var der haab for de undertrykte folk. Naturen var ikke vanslegtet. Den støbeform, hvori fortidens frie var dannet, den var ikke tabt. Atter kunde menneskene komme til at slægte paa naturen. Hos os har især Henrik Wergeland søgt at
