Hopp til innhold

Side:Collin - Studier og portræter.djvu/25

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Richard Jefferies.

Εn engelsk vaarmorgen 1886. En syg digter vaagner af sin urolige halvsøvn, altfor tidlig. Men det er dog en lise, at natten er forbi. Han glemmer et øieblik, at han er invalid og fængslet til sin stue. Han, som har levet og aandet i fri luft, fra han var barn, sammen med planter og dyr; han, som aar efter aar har ført dagbog over planternes vekst, over hvad fuglene og fluerne foretog sig, — nu sidder han lænket af aarelang sygdom. Han kjæmper mod den i seks lange aar, før han bukker under. Richard Jefferies heder han, — ikke meget kjendt selv i England, men dog den eiendommeligste naturdigter, England har frem- bragt i den senere tid. Her er noget af det, han følte en foraarsmorgen, — det sidste, han skrev med sin egen haand:

«Det er sødt at vaagne i den tidlige morgen og høre en liden fugl synge i træet. Ingen lyd af røst eller fløite kan lignes med fuglens stemme; den er forskjellig fra alt andet. Kvindens strube udsender

mere fuldendt musik, og orgelets toner er en høitid