Det var et glimt av haab om at frelse skibet og de liv det hadde
ombord, men vinden øket mere og mere, og de rasendé bølger som
brøt sig mot skibet, gjorde stillingen særdeles farlig. Dette holdt ved
Den 3om natten, næste dag og endnu en dag. Himmelen var mørk og
vindstøtene kom ofte, og synet av det fraadende hav, som slog mot skibets
sider, som alt i ett blev overskyllet av bølgerne, fik os til at frygte
det værste og gjorde selv et forlis uundgaaelig, hvis ankertauget ikke
holdt mot bølgernes magt. Men saa længe tauget holdt, var der ingen
fare for at forlise paa kysten, som vi saa en halv mil fra os, og kjendte
igjen som kysten utenfor Grenaa. Næsten hele dagen laa jeg tilsengs;
ti det var umulig at gaa paa dækket, slik som skibet blev kastet hit
og dit — jeg bad Gud frelse os ut av denne fare, og aldrig har jeg
følt sterkere, hvorledes en varm bøn og tro paa Gud kan bringe ro og
trøst naar verden gaar imot; det var en prøvelse som jeg aldrig skal
glemme, og som har været nyttig for min sjæl. —
Jeg vet, at man i løpet av dagen hadde gjort alt rede til i tilfælde av forlis at frelse mig ved aarer og ved hjælp av de bedste svømmere blandt mandskapet. — Man brukte fire timer til at heise op det andet anker, som var blit kastet ut dagen før for at ha et i reserve, hvis ulykken vilde at vi skulde miste det som endnu var vor eneste redning i en overhængende fare. —
Den 4Endelig næste dag besluttet kaptein Kaas sig til at faa os ut av en saa
lei stilling ved at utnytte en litt gunstigere vind (østenvind) og gaa langs
kysten og søke ind til Aarhus havn, som laa omkring 7 mil fra vor
ankerplads. — For at vinde tid og utnytte vinden besluttet han at kappe
tauget og la ankeret bli tilbake i grunden med et merke fæstet til
tauget som bevis paa at dette anker tilhørte briggen Bornholm.
Ved 10-tiden om morgenen heiste vi seil, og to timer senere drog vi
forbi øen Hielm ved spidsen av den farlige kyst som vi hadde reist
langs med. Kl. 2 kastet vi anker paa Aarhus’ havn og takket Gud for
at han hadde frelst os fra en stor fare.
Jeg underrettet stiftamtmand Güldencrone om at jeg var kommet, og om at jeg snarest mulig vilde gaa iland. Jeg skrev til dronningen, til mine søstre, min bror og nogen venner for at si dem at jeg var kommet tilbake til Danmark, og samtidig tilkjendegav jeg min beslutning om underveis at gjeste mine slegtninger paa Augustenborg.
