belt dyrebar og merkelig, da jeg paa den dag for 11 aar siden var blit konfirmert. Universitetet, hvis dekanus Treschow holdt en meget forvirret tale, forsikret jeg om, at dets vel altid skulde ligge mig paa hjerte — Til taflet var indbudt spidserne fra hver korporation og forening og fra hvert departement, ialt 33 personer. Sange i dagens anledning blev sunget, og skaalerne blev heller ikke glemt —
22Om kvelden var den have som hørte til min bolig, illuminert, og
byen trakterte mængden med punsch og øl. Men der hersket orden,
og da jeg med mit følge og nogen damer indfandt mig der, blev jeg
hilst av hurraer og ropet: Kongen leve. Ropene holdt ved, saalænge
jeg var der. Jeg drak paa Norges vel, og alle svarte med at rope
hurra. Mængden blev i haven hele natten, og jeg trak mig tilbake
ved midnat meget træt efter en av de glædeligste dage i mit liv —
Man la merke til, at hverken kammerherre Anker eller grev
Wedel viste sig den dag; jeg tror at frygten for at bli forhaanet holdt
dem tilbake paa Bogstad. De foregav sygdom.
Uken fra 23 til 29 mai gik ganske rolig; jeg arbeidet med at
skrive brevene til de forskjellige hoffer og ministre, for at melde dem
at riksforsamlingen er endt, at jeg har tat kronen, og at det norske
folk er fast besluttet paa at taale alt for at verge sin selvstændighet og
nationalitet —
Jeg har fattet den beslutning at sende statsraad Aall sammen med to av riksforsamlingens medlemmer, nemlig d’hrr. Christie fra Bergen, riksforsamlingens sekretær, og Rosenkilde fra Stavanger for at overbringe Storbritaniens prinsregent og de andre forbundne magter mine brev og erklæringer —
Den 29 sendte jeg et ilbud, hr. Struve, som er hannoveraner
av fødsel, men kjøbmand her, til Holland med brev til Hardenberg,
Konow og Anker og med gjenparter av mine brev til de fremmede
magter, forat de kan bli hemmelig kjendt med dem i tide, hvis
deputationen av en eller anden grund skulde bli stanset paa veien —
