Side:Christian Frederiks Dagbok.djvu/221

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
212
CHRISTIAN FREDERIKS DAGBOK 1814


17Denne dag, som for mig altid vil være mindeværdig, viet riksforsamlingen til valget av Norges konge. —

Efterat forhandlingerne var aapnet av præsidenten, gik man til avstemning, og kammerherre Anker, som først skulde avgi sit votum, stemte for at man endnu ikke skulde kaare konge. — Præsident Sverdrup svarte, at riksforsamlingens beslutning gjorde et valg uundgaaelig, og at riksforsamlingen ikke kunde slutte uten at dette var gjort; at enhver utsættelse vilde vise en vanærende svakhet, og at man bare da kunde vente en lykkelig utgang paa vor sak, naar man tvang de andre magter til at agte os. — Bifaldsrop fulgte paa denne tale, og flere krævde at valget skulde finde sted. — Kammerherre Anker spurte præsidenten, om han turde la diktere til protokols efter sin overbevisning uten at bli utsat for fornærmelser. Præsidenten forsikret ham om det, og han dikterte, at hans hengivenhet og agtelse for mig ikke tillot ham at ønske, at jeg blev utsat for saa overhængende farer ved at ofre mig for dette folk; men at hvis valget straks skulde finde sted, vilde han ikke være i tvil om at stemme paa mig. Grev Wedel henholdt sig til sin svigerfars stemmegivning, og Løvenskiold sa, at han saa sig nødt til at stemme, og at han stemte paa mig; forøvrig stemte alle de andre uten nogetsomhelst forbehold, og jeg fik alle stemmer. — Hvilken krone er blit skjænket bort med egtere følelser og med større tilfredshet — det tør jeg si — av et frit folk som hadde den mest ubegrænsede valgret. —

En députation paa 16 medlemmer, med præsidenten i spidsen, overrakte mig en meget ærefuld og smigrende adresse, hvori kronen blev mig tilbudt. Jeg svarte, at denne dag altid skulde mindes, fordi grundloven, dette folkefrihetens palladium, var blit vedtat av riksforsamlingen, at den var den mest mindeværdige dag for mig, fordi et frit folks valg kaldte mig og min æt til Norges trone for at verne om denne grundlov. Jeg bad om litt tid, før jeg kunde svare riksforsamlingen; men hvis jeg mottok kronen, var det, fordi min pligt mot folket krævde det, og fordi jeg vet, at det altid staar i Guds haand om han vil krone mit foretagende med held, eller om han har utset for mig den vakre skjæbne at ofre endog livet for Norges frelse. — Jeg forsikret riksforsamlingen om min taknemmelighet og hengivenhet.