Febr. 25 kongen av Danmarks avstaaelse av riket til den svenske krone og min beslutning om ikke at ville svigte folket, men verge dets uavhængighet og dets rettigheter, noget som nationen enstemmig ønsker at jeg skal gjøre sammen med den. En salme blev istemt, og jeg gik fra min tribune til en forhøining foran koret, omgit av de høieststaaende embedsmænd og officerer. Biskopen anmodet derefter forsamlingen om at avlægge eden, som blev avlagt enstemmig og med begeistring med disse ord: „Vi sværge at hævde Norges Selvstændighed og at ofre Liv og Blod for det elskede Fædreland." Jeg henvendte derefter følgende ord til folket: „Gud den almægtige har hørt Vor Eed. Han kiender min Oprigtighed og vil skienke mig Kraft og Held til at udføre det store Værk til Folkets Frelse og til Forsvar for eders Rettigheder. Vort Haab er til Forsynet, at det vil beskytte vor retfærdige Sag, formedelst den Samdrægtighed der besieler os alle, og paa hvilken vor Pagt er bygget saa fast som paa Norges Klippegrund. Nu lyde Bønnen i Herrens Huus—.“
Jeg var ikke tilfreds med den maate hvorpaa jeg fremsa disse ord, og til slut blev der endog et ord borte for mig, noget som næsten hadde bragt mig ut av fatning; men de folk som hørte mig — selv de som stod nederst i kirken — forsikrer, at de godt forstod mig, og at jeg ikke talte for hurtig. —
Da biskopen hadde endt sin bøn, blev der spillet et præludium, og jeg gik tilbake til tribunen; saa blev sunget de to herlige strofer av samme lovsang „Knæl Fyrste, med dit Folk knæl ned“ og „Knæl Folk med din Fyrste ned“ etc., hvorefter fulgte en noksaa lang og litet fængslende præken. Meddelelsen om Norges fredelige forhold til de andre magter blev oplæst, og der blev fremsagt bønner til den almægtige om fred. Saa fulgte atter en salme og en messe, og til sidst rettet biskopen nogen strofer til mig, som koret svarte paa, og som menigheten gjentok med begeistring: „Held Norge, Held Norges Regent!" En vidunderlig sindsbevægelse grep mig, og jeg kunde ikke la være at si disse ord til menigheten: „Elskede Norske Folk! modtag mit Hiertes Tak, Folkets Kierlighed er min Glæde og min Løn; lad mig altid finde en saadan Stemning blandt Eder, og Gud skal velsigne vor retfærdige Sag og os alle — — —".
