Febr. 21 som har hændt her. (Den 21, 22 og 23 er gaat med til denne store brevveksling). —
22 Endelig kom den mindeværdige dag, da jeg blev utropt til regent. Ved middagstid var alle byens første autoriteter samlet hos mig; jeg lot læse op for dem kongen av Danmarks erklæring, som fremstillet i enkeltheter alle de aarsaker som hadde ført til og de grunde som kunde undskylde avstaaelsen av et rike. — Efter oplæsningen sa jeg: „La os erkjende Danmarks vanskelige stilling og la os synes synd paa dets fyrste som uten egen skyld ser sig bragt i en saadan stilling." Derefter fulgte oplæsningen av fredstraktaten mellem Danmark og Sverige og mellem Danmark og Storbritannien, av kongens aapne brev, som løser indvaanerne fra deres troskapsed, og av kancelliets forordning, som gir bestemmelser om hvorledes de kongelige embedsmænd skal gaa frem. —
Saa sa jeg til de fremmøtte: „Kongen har befalet mig at forlate min stilling og utlevere fæstningerne til de svenske tropper; men jeg har raadspurt folkets vilje, og den gaar enstemmig ut paa at ville være norsk og ikke svensk. Alle ber mig om at være deres fører, og jeg er av den mening, at hvis jeg svigter dette folk, vilde det være at gi fiender vaaben i hænde til at sønderlemme og undertvinge en nation som vil vaage alt for at verge sin uavhængighet. Jeg har derfor ikke været i tvil om hvad der er min pligt, og dette er min beslutning, saaledes som jeg herved erklærer det for eder og for folket." Jeg oplæste derefter min erklæring og min kundgjørelse for folket med al den kraft og energi som mine følelser tillot mig at vise. Hele forsamlingen var rørt til taarer. Jeg uttalte derefter: „Jeg gir eder det løfte at verge dette lands selvstændighet, og jeg er overbevist om, at i denne stund gir alle det samme høitidelige løfte. Paa den høitidelige bededag vil vi alle avlægge eden for folkets aasyn." —
Derefter lot jeg oplæse brevene til biskopperne og amtmændene, som forklarer hvorledes eden skal avlægges og valgene til den grundlovgivende forsamling gaa for sig, og tilslut kom meddelelsen om Norges fredlige forhold til utlandet. Jeg sluttet med disse ord: „Medborgere, gi hverandre haanden, og la os gi det løfte at handle endrægtig som
