Feb. 13 dem istandsat, og jeg holdt en tale til tropperne. — Der var en mængde mennesker tilstede paa pladsen, og en bonde talte om sit regulativ, som paala dem at betale presten mere der end andetsteds. Oberst Rode sa ham sandheten paa en noksaa barsk maate, og gjorde gjældende, at indvaanerne i denne egn slet ingen grund hadde til at klage, og at de ikke pleiet at betale presten noget. Jeg sa dem i en mild tone, at jeg slet ikke tok det ilde op at de sa mig hvad der laa dem paa hjerte, men at regulativet var fastsat av kongen og bare kunde ændres av ham.
Veien fra Løiten gaar gjennem Romedal, og den kommer ned til Mjøsen like ved Korsødegaarden. Viken som gaar ind hertil, danner et vakkert billede. Efterat vi hadde spist frokost i Morstuen, kjørte vi over isen til Minne, hvor jeg traf min ven Anker. — Vi kom til Eidsvold kl. ½4. — Anker er færdig med at skrive den formelle erklæring paa fransk, og det er efter min mening et mesterverk.
14 Inat kom adjutant Haffher fra Kjøbenhavn med kongens kundgjørelse, overenskomsten med England og en uttrykkelig erklæring som forsvar for det som var gaat for sig i Danmark. Dette sætter mig istand til at handle overensstemmende med folkets ønsker, og med hvad jeg hadde besluttet siden den tid da baandet som knyttet det til Danmark, uheldigvis brast. Jeg har avfattet kundgjørelserne efter at ha raadført mig med Anker, biskop Bech og Thygeson, som er enige i mine gode meninger om dette folk som sætter al sin lid til mig. Jeg har ogsaa føiet til erklæringen, at kongeloven og suverænitetsakten er rikets grundlove, indtil jeg i roligere og lykkeligere tider kan gi mine trofaste undersaater en grundlov, som grundig overveiet av mig sammen med folkets mest oplyste og av det selv utkaarede mænd, for altid kan sikre friheten og statens velvære. — Thygeson har følt sig ilde berørt av nogen utfald som man har tillatt sig mot ham i aviserne. Det er familien Thrane, ondsindede forretningsfolk, som har tillatt sig slike skamløsheter. Jeg likte ikke Thygeson idag, og det ser ut til at han vil trække sig tilbake, og han erklærer endog at være utilbøielig til at dra til Kjøbenhavn og tale min sak for kongen; dette har ærgret mig —
