Side:Christian Frederiks Dagbok.djvu/169

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
160
CHRISTIAN FREDERIKS DAGBOK 1814


Feb. 12 meget karakteristisk scene. Bønderne i denne egn, som væsentlig lever av sin skog, bad mig i et bønskrift si dem om vi hadde fred med England eller ikke; noget som de vilde holde for sin største lykke. Jeg sa dem, at jeg haabet vi hadde det; at jeg hadde samme ønske som de, og at jeg vilde underrette deres prest, saa snart jeg visste det sikkert. —

Der kan man se hvad handelen fører med sig; de brede lag mister sine enkle livsvaner og sin uberørthet; de snakker politik — med andre ord: de er ikke bønder mere. Forresten er ikke deres uvilje mot svenskerne til at ta feil av. Om kvelden saa jeg opstillingen av kanonerne ved Terningens batteri, og jeg kom her til Løiten kl. ½9. Pastor Schmidt er netop død; jeg visste det ikke, ellers hadde jeg ikke plaget enken med mit besøk. —

Jeg skrev et brev til feltmarskalk Essen, datert den 11te, fra Røros, hvori jeg underrettet ham om at traktaten var kommet og fuldmagt fra kongen om at kaare kommissærer; men at der manglet kundgjørelse fra kongen til indvaanerne, som ifølge den 16de artikel — det sier sig selv — fremfor alt skulde gi dem underretning om deres nye skjæbne og løse dem fra deres troskapsed. Jeg krævde pas og den nødvendige sikkerhet for grev Schmettau, som jeg vil sende med et brev til hans svenske majestæt, og hvis indhold vil være av største betydning for Sveriges og Norges fremtidige interesser. —

Jeg har git Thygeson befaling til at la alle privatskib faa lov til at dra til Danmark, naar isen er gaat op ved vor og Jyllands kyst. Den paalidelige mand som assessor Krog ønsket at faa, bør ogsaa sendes til Jylland, og jeg raader til at Rode drar til Østersjøen. Man maa gjøre alt for at skaffe levnetsmidler. Den kommission som skal sørge for forsyningen, maa kjøpe korn hvor den kan finde det. Jeg har denne morgen sendt Thygeson fredstraktaten, forat den kan bli trykt, men ikke offentliggjort. —


13Fra Løiten til Eidsvold. Jeg mønstret Trondhjems bataljon og nordenfjeldske skiløperbataljon; det var første gang jeg saa dette slags tropper. De saa svært godt ut, men regimentet var derimot daarlig utstyret med soldaterkapper av alle slags farver, og geværerne saa ogsaa ut til at være i daarlig stand. Jeg raadet sterkt til at faa