Side:Bull Oinos og Eros.pdf/53

MODNING

 

Solvind suser om chateauets plæner,
og saa langt som øinene kan naa
kneiser der paa grove sokkelstener
underfulde bronzer mot det blaa — —
kobberurner med forgyldte banker
nynner melankolske paa sin stet —
det er mai, og murene er klædt
med forsagte, unge drueranker!

Dypt i drømmebølgerne i druen
bakom skummelt sjøgræss i en grop,
sitter hun og sturer, elvefruen,
med smaa spæde lemmer holdt ihop!
Billerne, som spanker og som dasker
over druens sevjesure skind,
blir saa bly med ét, og stirrer ind
der de hemmelige strømmer vasker — —