Denne siden er korrekturlest
Men — over dette smuldrende arkiv
af sprøde tanker, spinkle aforismer,
faldt ned, som fra vidunderlige prismer,
en ensom straale, funklende af liv!
I salen dèr, som ellers vilde falme
og slettes ut i mørke og i mugg,
blev slængt, livsalig drivende af dugg,
en tvundet kvast af lindeløv og palme!
Hvem skuldret sig? O Norge, det var han,
den grønne jæger, Henrik Wergeland!
Ja, over salens dørstok var han steget —
han tok sit sæte ved de vises bord!
Han kjeklet løs! Han lignet dem i meget —
han dyrket ogsaa ord — men hvilke ord!
For dem blev bræddesalen fort forliten,
og borgeraanden dèr for indpaasliten!
Men han var møiekjær! Saa kort det drøide,
hans nærvær, var det mere end et gløtt —
af sprøde tanker, spinkle aforismer,
faldt ned, som fra vidunderlige prismer,
en ensom straale, funklende af liv!
I salen dèr, som ellers vilde falme
og slettes ut i mørke og i mugg,
blev slængt, livsalig drivende af dugg,
en tvundet kvast af lindeløv og palme!
Hvem skuldret sig? O Norge, det var han,
den grønne jæger, Henrik Wergeland!
Ja, over salens dørstok var han steget —
han tok sit sæte ved de vises bord!
Han kjeklet løs! Han lignet dem i meget —
han dyrket ogsaa ord — men hvilke ord!
For dem blev bræddesalen fort forliten,
og borgeraanden dèr for indpaasliten!
Men han var møiekjær! Saa kort det drøide,
hans nærvær, var det mere end et gløtt —
