87
Denne kloge Mellemvei hjalp Knut Veum over
det hele.
«Ja — det kan jo ikke skade at lære noget,» sagde han; «og hvis Præsten virkelig vil —»
Præstefruen smilte.
«Det vil han nokk, skal De se,» sagde hun. «Og hvor Gutterne vil bli glade!»
Hun reiste sig. Og saa talte de da videre frem og tilbage om dette, gikk op og ned i Havens Gange, stod og gikk igjen. Indtil endelig Fruen fikk Haveporten opp og rakte Knut Veum Haand til Godnat. Han hørte hendes forberedende lille Kræmt, da hun gikk opp til Soveværelset, hvor det alt lyste. Men ude leved Juninattens Æventyr.
Præsten Schultz havde lagt sig, da Fruen kom opp. Han saa en liden Smule misfornøiet ud. «Du skulde ikke ha gjort dette, Charlotte,» sagde han. «Ikke før faar vi en dygtig Lærer, saa skal han forkvakles til Præst.»
Præstefruen smilte.
«Kalder Du dét at forkvakle?» sagde hun.
«Ahh!» blaaste Præsten. «Man skal være tro mod sin Gjerning!» Han snudde sig mod Væggen, og drog Nathuen ned over Øinene.
