86
Lidt efter hørte de to, at det klakk i Havegrinden,
som atter blev lukket. Præsten var gaaet
ind og opp paa sit Værelse.
Der blev en Stilhed mellem de to under det store Lønnetræ.
Endelig talte Knut Veum. Han sad og saa ned paa sine Hænder, som fingred.
«Fruen skal ha hjertelig Takk,» sagde han. «Men det er nokk bedst, at —»
Præstefruen brød af.
«Sig ikke saa, Veum,» bad hun varm i Stemmen. «Schultz vil beholde Dem; det er rimeligt nokk; det ved De, vi alle vil; men — naar jeg tænker paa, hvad De muligens —.»
Knut Veum bøied af.
«Aa — der skal jo saa meget til — og —.»
Præstefruen saa bent paa ham med sine kloge, overbevisende Øine.
«Selvfølgelig,» sagde hun. «Det var jo heller ikke Meningen at udsætte Dem for noget. Det kunde jo tages ganske efterhaanden. Schultz kunde jo læse med Dem Sprogene og det vigtigste —.»
«Ja men, det gaar da virkelig ikke an at —»
«Saa kunde jo De til Gjengjæld læse ekstra med Gutterne.» Hun saa indtrængende paa ham.
