83
«Ja, jeg har ikke tænkt paa andet; her er fuldt
opp at gjøre.» Knut Veum sad haardnakket
som før.
«Ja, ja — saa er jo alting bra,» sagde Elias Knapp; han stod og studerte Noterne paa Præstens Violinstol; saa ogsaa op paa Violinen.
«Naar en kan nøie sig med det.» Han gikk igjen.
«Jeg trodde forresten, at Du —» her blev der brudt af; thi nu kom Fruen ind fulgt af Stuepigen Gjertrud med Kaffeen.
Elias Knapp vendte sig.
«Spiller Deres Mand Violin, Frue?» spurgte han.
Præstefruen smilte.
«Ja lidt i al Stilhed,» svared hun. Og Samtalen gikk over paa almindelige Ting.
Efter Kaffetid reiste Elias Knapp, og Knut Veum gikk til sit Arbeide i Skolestuen; men det lille Pust af den fremmede Mand sad igjen i Præstegaardsluften og vakte mange slumrende Tanker.
I den Tid, som var gaaet, havde Knut Veum paa Præstegaarden som overalt ellers i Bygden vundet alles Sind. Præstegaardsgutterne hang efter ham, hvor han stod og gikk, og Præstefruen, som var glad over denne Forandring med Gutterne, og som havde det skarpeste Øie for alt, som var fint og ægte, vidste ikke, hvad godt hun skulde
