56
Man lo igjen, inderligt. Men Præsten fanged
Spøgen ind.
«Naa ja,» sagde han og rynked sine Bryn mod Alvor, mens det endnu lo i hans Øine. «Jeg mener sandelig det samme. En god Klokker er bedre end —»
«— en daarlig Dokter,» kom det med Hauggubbens troværdige Bass.
Det Ord faldt forløsende. Munterheden blev almindelig; selv Præstefruen kunde ikke lade være. Kirsten Haug lo ungt og hjerteligt, og den nye Lærer knegged med vidt opspilede Øienbryn. Han syntes i sit stille Sind, at Ordet var saa inderlig vel anbragt.
Men mest og hjerteligst af alle lo Student Søgard.
«Det er udmærket! Brilliant! Jeg takker paa Standens Vegne!» Han saa til alle Sider over sit løftede Glas.
Præstefruen jævned det hele ud.
«Jeg tænker, hver Stand er god nokk for sig,» sagde hun smilende. «Paa det drikker jeg.» Hun saa fra den ene til den anden med sine varme, gode Øine.
Saa gled Samtalen over paa andre Ting.
Men hele Kvelden frem hørte de i Kjøkkenet over alle andre Student Søgards muntre Latter
