43
men, halvt om halvt en Attegløyme fra en svunden Tid.
Det eneste, som holdt ham og hans Værdighed oven Vande, var hans Kald som Klokker i Øvrebygdens Kirke. Der var han Mester over Sangen; der raaded han Grunden alene.
Men det skulde ikke vare længe, inden den sidste vissne Streng paa det gamle Salmodikon brast; thi i Præstegaarden lagdes der onde Raad opp.
Præsten og den nye Lærer havde ofte sig imellem talt om den slette Kirkesang og pønset paa Midler til at faa den forbedret.
Endelig en Dag over Jul, som man sad sammen i Præstegaardsstuen i Mørkningen med Ildslyset fra den store Bærumsovn flakkende henover Gulvet, bragte Knut Veum atter Sagen paa Bane og foreslog, at den nye Sangforening skulde begynde at synge i Kirken paa de store Høitidsdage. Han havde tænkt paa første Paaskefest og foreslog, at de skulde give sig i Kast med intet mindre end det store Litani for fuldt Kor.
Men da reiste Præsten sig, skjøv Kalotten tilbage paa Hodet og begyndte at spasere frem og tilbage i Stuen. «Nei, dette gaar ikke, min kjære Veum,» sagde han spørgende. Stansed opp og saa paa den unge Lærer.
