41
rende gjennem de lave Vinduer ind paa den nye Lærer, der han stod med venstre Haand paa Harmoniets Tangenter og den høire med Stemmegaffelen som Taktstokk høit løftet. Og som Sangen steg derinde med en forunderlig fremmed Magt, blev hans Ansigt stærkere; Øinene brandt; Munden var sammenbidt og Haanden, som førte Takten, knyttet. Det var dem rent underligt at se og høre; thi endda han ikke rørte sin Mund, var det ligesom han alene, som sang, skjønt hele Stuen skalv.
Og de gamle snudde sig og gikk hjem smaasmilende: Jo, det var nokk i sin Rigtighed dette! Sligt havde de hverken hørt eller set før. Han maatte være framifraa Kar den nye Skolemesteren!
Men som Knut Veum stod der og førte an i det dampende, halvlyse Rum, skjelned han i den mørke Masse af Mennesker, som sang, bare et eneste lysende Punkt, Kirsten Haugs Ansigt. Og hver Gang han brød af for at rette eller forklare, vendte han sig, uden selv at vide det, hver eneste Gang til hende. Hun var for ham bleven Sangen, Forstaaelsen af det hele, Meningen i alt.
Og det var kommen ganske af sig selv.
Første Gang der blev holdt Sangforeningsmøde, var hun ikke tilstede. Somme mente, hun
