35
Hauggubbens smaa blaa Øine gikk hurtig og
fornøiet frem og tilbage; han tørked Sveden med
sit røde Lommetørklæde.
Saa blev der en lang Pause med aabne Vinduer og et uendeligt Prat. Dette var da noget af det snodigste, de havde været med paa! Tro, hvad Gammelklokkeren vilde sige til dette?
Og fra Jenteflokken kom der snare, stjaalne Øiekast bortover did, hvor han stod med begge Hænder i fuldt Tag om Vinduesposten og stirred ud.
Saa drog det ivei igjen med «Høiest løfter jeg da Guldpokalen for mit Fædreland».
Det, som nu hændte, blev den lystigste Del af Festen; thi her var der Piano og Forte og Solo, snart i Sopran og snart i Bass og alskens listige Forhindringer paa en ærlig Mands jevne Vei.
Nu falder det sig slig i den Sang, at Bassen først har Solo. Hauggubben staar færdig og ved hans Side Løsetten, høi og tyndhaaret, lang Hals med stort Adamsæble og Munden som en rund, udoverbrættet Trut til at synge dannet Bass med. Han har været paa Agronomskolen og kan Noterne fra før.
Koret tar i med Forte:
«Høiest løfter jeg da Guldpokalen.»
«For mit Fæ —,» svarer Bassen rædd og famlende.
