34
en Klokker foran og alle andre varsomt efter, men tusen Sind og tusen Tanker og tusen Viljer, som fandt hverandre i en stor Harmoni, fordi de alle bøied sig under Frihedens evige Lov. En slig Sang af et sligt Folk kunde ingen Magt paa Jorden stanse. Den løfted Tag og løfted Tyngder og skabte en stor, ren Glæde, som aldrig glemtes, og som altid var at finde i de tunge Stunder. Den var som Friheden Folkets bedste Ven!
Dette og meget andet sagde Skolelæreren, og da lyste det af Øinene paa ham, og da stod Bygdens Folk med den halve Forstaaelses Smil tause rundt omkring. Men Henrik, Præstens Søn, som stod midt oppe i Jenteflokken og skulde agere Sopran, kjendte, hvordan Blodet strømmed gjennem ham varmt og koldt, og i Tausheden hørte han det sang over hele Norges Land, gjennem alle Byerne, opover alle Dalene, og de gamle graa Fjelde sang Bass, saa det dured, og blev alene tilsidst, fordi de var saa svære i Maalet og sene i Vendingen.
«Om igjen,» sagde Knut Veum.
Og de smaa gule Sangbøger kom opp, og de tunge Mennesker med de stærke Røster faldt ind, og nu sang de Verset ud om
«Svea, Nor og Danevang».
«Naa var der Mening,» sagde Skolelæreren.
