30
«Naa? Du kan vel altid en eller anden Vise?»
Han tar en underlig liden Ting opp.
Gutten stirred forundret.
«Stemmegaffel, Gutten min.» Han slog an og satte den paa Bordet.
Bispeværelset gav i samme Stund den lille Gut et nyt Indtryk, som han aldrig glemte. I den svirrende Metaltone smøg der sig ind i hans Sjæl det første underlige Indtrykk af et Liv langt derude; dette flød sammen med hans nysgjerrige Angst for Bispeværelset til en Stemning, som laa paa Grænsen af Graad.
«Naa, hvad er det saa for en Sang, Du kan? Han strøg Gutten over Haaret.
Det gikk i Vildrede med al Tankegang og alle Forsætter om at tie, nu da Afgjørelsen stod saa fremmed og stærk lige indpaa.
«Aftensolen smiler», kom det blødt og brudt. Taarerne stod Gutten i Øinene.
Da lo den nye Lærer.
«Du er da vel ikke rædd for mig, Gutten min?» spurgte han, vek i Stemmen.
Gutten blæste forlegent gjennem Næsen og smilte.
«Vi skal nok lære at synge, vi to,» sagde Skolelæreren og rakte ham Haanden.
«Hvad hedder Du forresten?»
