15
Han sad længe, som om han grunded.
«Kjem’n hem att’n Peder Søgard isommor da?» spurgte han uden at se opp.
Der steg en ganske svag, overvunden Rødme opp i hendes Ansigt.
«Det gjør’n fuill,» svared hun. Blikket streifed ham og gled videre.
Han sad der nu og smilte fult.
«Ja, der har vi naa én,» sagde han. Peder Søgard laa i Byen og studerte til Doktor, men kom gjerne hjem hver Sommer og var da ofte paa Haug.
Hun drog paa Læben.
«Nei, naa lyt Du slutte!»
Johan Dilt skotted prøvende.
Ja — hain Thore Bergset gaar au an,» fortsatte han. Da vendte hun sig mod ham.
«Ti still naa, Johan,» sagde hun, og der var stor Kulde i hendes Røst. «Detta greier je sjøl!»
Johan Dilt skjønte, at nu var det Alvor — og taug. For det var dét ved Kirsten Haug, at alt det lyse i og omkring hende medét kunde blive koldt og farligt, naar nogen kom hende for nær. Da blev Ordene skarpe og haanske, Øinene knivblaa og Panden steil.
Det var Haugætten fra gammelt, før den blev blandet med Søgardsætten.
