147
«Aa — Toget?» smilte hun. En hørte dets
fjerne Slag.
«Nei! — hør Elven!»
Der blev tysst. Gjennem Stilheden sang Glommens store, svale Sus. Mens Skygger sank.
Knut Veum slapp sin Hustrus Arm.
«Jeg skal sige dig noget, Kirsten,» sagde han. «Vi Lærere er som Elvene. Kommer langveis fra og strømmer langveis hen, og er alligevel bestandig i Dalen.»
Han dirred lidt paa Røsten.
Kirsten lagde begge Hænder paa hans Skuldre og saa ham ind i Ansigtet.
«Aa Du Veum, Du Veum,» sagde hun.
«Aa Du Kirsten, Du Kirsten,» hærmed han; han strøg som snarest hendes Kind.
Saa gikk de videre, tæt ihop og uden at vide om det Haand i Haand.
Knut Veum skulde til at dø. Det var kommet — som alt hos ham — stillt og uden større Snakk. Doktoren havde tilraadet Hvile; men han havde afslaaet og holdt Stand paa sin Post til Slutt. Indtil han en Dag faldt sammen og maatte bæres opp og i Seng. Siden reiste han sig ikke mere.
