145
fjernt fra de andre. Kirsten, som var tilstede, kom hen.
«Gaa ind naa, Veum,» bad hun.
Han satte strenge Øine, strengere end han brugte.
«Nei,» svared han. «Spise greier de uden mig.»
Hun smilte. Hun vidste, det ikke nytted, naar det gjaldt slige Ting.
Nu braged det løs med tre Gange tre Hurra derinde, unge Stemmer, Dalens Folk.
Knut Veum smilte.
«Jeg har da faat opp att Malmen i Ongskogen lel,» sagde han — han havde mer og mer lagt sig til Dalens Dialekt.
— — —
Det ringte. De fornemme Herrer strømmed ud af Spisesalen hede i Ansigtet og med dampende Cigarer.
Biskop Knapp passered lige forbi Knut Veum. Blikket gled tilside; han fikk det travelt med at søge sin første Klasses Kupé.
«Her, Deres Høiværdighed,» sagde en fornem Militær, som alt stod paa Vognens Platform og røgte.
«Takk, General!» Elias Knapp kom hurtig opp; det blinked til paa St. Olafsordenens Kors, idet hans Reisekappe gled tilside. Lidt efter saa man
10 — Bull: Knut Veum
