138
Præstegaard, saa det lønner sig ikke at vedligeholde —»
Præsten stod som Biskoppen og saa sig om mellem Træerne i Skumringen. Kveld var faldt. De første Flaggermus var alt ude.
Men da man en halv Time senere gikk ind for at spise til Aftens, tog Biskop Knapp Knut Veum fortrolig under Armen og gikk slig med ham Havegangen frem.
«Hør nu, Veum,» sagde han med dæmpet Røst. «Jeg synes, Du skulde se at komme dig frem. Vil Du, saa skal jeg nokk med mine Konneksioner kunne skaffe dig noget bedre.»
Knut Veum stansed og snudde sig ud af hans Arm.
«Nei, det kan Du ikke, Elias Nilsen,» sagde han. Øinene havde dette store, frygtløse, som bragte hele Klassen til at tie.
Elias Knapp stod og saa ned, misfornøiet i sit lange Ansigt. En gammel Kamerat havde afslaaet hans Protektion. Saa gik de tause videre.
Biskoppen brød tidlig opp. Han skulde til Tønset næste Dag, og det var fem Mil.
«Ja, jeg maa nokk tilkøis jeg, Frue,» sagde han, reiste sig fra Lænestolen og rakte Haand.
