127
det og klang det: «et frit Folk, et frit Folk!» Og Rondane løfted sit tunge Hode og gav Svar som Malm og Fjeld:
som Hugg af Sværd, som Drønn af Skjold!»
«Det er Bekkevold, Gut!» hvisked hans Kamerat bleg og tog ham haardt i Armen.
Han fór sammen som fra en Drøm. Nu saa han paa ham, som sang. Han kom ikke bagefter med Fædrelandskjærligheden som gamle Hauggubben, den Karen. Som støbt stod han der og sagde, det han mente, saa hele Salen fyldtes og Hvælvene kjendtes høiere.
Og de hundred Ansigter i Koret sang dæmpet som Hvisken; de stod der og stirred bent frem som fjetret paa ham, som førte an. Hvad var det, de saa?
Han drog efter Aanden, tvert, uvilkaarligt, et langt Hikst. Der var det jo, den nye Lærers Ansigt bare hundred Gange vældigere! Øine, som spruted, sammenbidte Tænder og Trækk som Jern, milde som Solskin eller forfærdelige som Uveir, eftersom Stemningen veksled. Koret brused frem i Fortissimo: «som Hugg af Sværd, som Drøn af Skjold». Og han rørte ikke en Haand, og han løfted ikke en Fod; og dog leded han det hele; thi over
