126
store Trængsel gav en viss fornem Angst og alligevel Lyst til at være med.
Sangerne stod i Koret med de mange hvide Handsker og stivede Skjortebryst og skabte Fest; men for ham flød snart det hele sammen i et stort bedøvende Indtrykk. Han saa og hørte den hele Stemning, men intet enkelt.
Jo — ét. Han, som skulde anføre, gikk ivrig omkring, som om han var hjemme, pegte for én, hvisked til en anden, havde en liden Elfenbensstokk i Haanden og saa urolig ud.
«Det er Behrens,» hvisked den Kamerat, som havde slaaet Følge.
Saa det var Behrens, han, som havde skrevet den lille gule Sangbogen?!
En tynd Tone fra Stemmegaffelen slog an. Koret intonerte dæmpet Akkorden.
Taushed.
Saa kom det:
hvor er den Sang saa ren og smuk!»
Denne mægtige Overrisling af Toner, denne dybe, fremmede Stemning, det var Havet, som sang. I Maaneglitter rundt de sorte Kyster, i brede Bølgeslag, som skylled ind gjennem Fjordene, opp gjennem Dalene med Sprøit og Dryss i Regnbuefarver over alle Fjeld. Og i Dønningerne gikk
