123
Med Hænderne i Lommerne og fremskudt Underkjake
slang han bortover mod Havegrinden,
fikk Kroken opp og smøg ind. Han gikk de
kjendte Gange; de tre rødmende Kart paa Æbletræet
ved Væggen holdt endnu fast; Rognene langs
Gjærdet bar rødmende Bær. Ribs var alt modne,
baade de blege og de røde; Solbærbuskene havde
sin stærke, fremmede Lugt. Og i Bedene stod
høstlige Blomster i Knop.
Det øste paa med Farver og Erindring og Duft: Det var hjemmefra, han skulde reise. Og bagom laa Skogsranden blaanende.
Lidt efter stod han under det store Lønnetræ og graat. Hiksted, saa han selv hørte det. Bed saa pludselig Tænderne sammen, fikk sit fine, nye Lommetørklæde opp, visked Taarerne af og pudsed bestemt sin Næse. Bed saa igjen Tænderne sammen, harm, stakk Lommetørklædet ned i Baglommen paa sin persejernsduftende nye Klædesfrakke og var igjen Mand.
— Det tog i Havegrinden og lukked; der kom nogen jævnt gaaende. Det var Knut Veum.
Han kom helt ned til det store Lønnetræ; der blev han staaende med Hænderne i Lommerne og se.
«Staar Du her Du?» spurgte han.
«Ja.» Henrik Schultz smilte. Det var jo ikke til at skjule, at han havde grædt.
