12
Hun sad drømmende still; Øinene gled fra
Gaard til Gaard, let forbi de fleste, dvælende ved
en og anden, hvor Gaardgut fandtes. Aanei, der
var nok ingen for hende! Ellers saa kunde det
nu ogsaa være det samme. Det havde ingen
Hast.
Hun reiste sig og gikk videre nedover langs Mjovassbækken, som nu stupte skummende tildals; der steg stor Skog med Svalning langs Stupet. Gresen Furu øverst med rige Kroner, Gran længer nede med høi Reisning og svartnende Snar. Et Par Storfugl fløi opp, saa hun skvatt derved; en Høg seiled over Trætoppene med Skrig ind mod Storskogen, skræmt fra Rov.
Kommen ned paa Berget, der Kværn-aaen begynder, satte hun sig igjen. Her var nærmere Udsyn over Dalen. Hun sad paa den store Sten, hvor Sæterfolket bruger kvile; hun sad og svaled sig, aaben i Halsen; thi her drog et kjøligt Drag langs Elven. Og som hun sad der og fornam Fosseduren og kjendte Bygden, kom det medét over hende igjen dette, som hun nu i Sommer havde merket et Par Gange. Dalen kjendtes ligesom for trang, endda de laa der store og brede alle Gaardene. Hun drog Pusten dybt; saa blev det borte. Og hun blev siddende længe og stirre frem for sig uden at se.
