114
«Ja — en eller anden punisk Krig!» Knut
Veum tog Bogen og bladed. Slog den saa pludselig
sammen med et Smæld og kasted den paa
Bordet.
«Skidt i den puniske Krig,» sagde han, reiste sig, gikk hen og slog Vinduet opp.
Præstens Søn sad lykkelig forundret og stirred. Klokken mangled jo endnu tyve Minutter!
Det var ved Kviltidslete et Par Dage efter. Kari Haug var netopp oppe igjen og aabned Døren for at gaa over i Sommerstuen og se til Kirsten. Da stod der en høi Mand i Svalen. Det var Knut Veum.
«Goddag,» sagde han.
«Goddag,» svared hun; hun stod med Haanden paa Dørklinken bag sig. «Er de’n Veum, som er ute aa gaar?»
«Ja. Jeg hører, det staar bedre til.»
«Ja. Naa staar de’ teil Liv,» svared hun.
«Det gikk kanske an at faa hilse paa hende da?»
Han stod som den, der ikke vilde lade sig afvise.
Hun saa paa ham, lidt undrende.
«Ja — de’ fekk fuill gaa an det naa,» svared hun nølende. «Saa mar det er Du.» Hun saa
