112
klokkerne; han havde taget hende i Fang og hørt Brudekimingens Dirr over Dalen.
Og han havde oplevet noget mere.
Paa de ensomme Vandringer Sommerkveldene var han ligesom kommen til paany at høre Bygden til. Alt, hvad han før havde seet og kjendt paa Afstand, var pludselig blevet ham kjært og hjemligt. Den lave Sommerstue med det enslige Lys Natten frem, Skigarden omkring den lille Have, Elvesusen fjernt dernede og Skogens natsvarte Linje mod den mildblaa Luft — alt stod indbrændt i hans Sind, saa det aldrig kunde slettes ud mere. Og han syntes tilslut, at selv om hun nu skulde dø, saa havde han alligevel intet andet Sted at leve; han vilde dø og begraves heroppe og høre Dalen til som hun. Og de samme Kirkeklokker skulde ringe.
Og hver Nat, naar han saa gikk hjem, aanded han alligevel lettere. Naturen havde taget ham ind under sin svale Ro.
Indtil endelig Treugersdagen det afgjørende hændte.
Om Formiddagen, som Knut Veum sad paa Bispeværelset og læste med Præstens Søn, kom Fruen hurtig Trappen opp og aabned uden at banke paa.
