11
under hvide, kjærnesunde Tænder; det var som at øse af en fjeldklar Brønd.
Hun stansed og saa. Kinderne blussed; Munden lo. Og de lyseblaa Øine tog dybere Lett.
Saa satte hun i paany. De havde nokk ikke hørt hende dernede! Det dirred og skalv i Tænderne; det blev baaret uendelig fint og langt bort; det blev øst udover al Bygden og gav Gjenlyd lige fra Fonnaasfjeld.
Det var ikke for ingenting, at Kirsten Haug blev regnet for den likeste til at lokke der i Dalen. Og det var ikke for ingenting, at de taug omkring hende i Kirkestolene og lytted, naar hun sang!
Hun brød af.
Jo, nu havde Karen hørt hende. Det kom noget vekt dernede fra, som om nogen hauked tilbage. Kirsten Haug drog Pusten; Munden lo triumferende. Saa satte hun sig paa et Træfald og saa udover. Slig sad hun længe. Tankerne gled fra Gaard til Gaard. Han Erik paa søndre — aa ja, han var vel ved Magt, og Slægten var bra; men huf! — hun kasted med Nakken, og den buede Overlæbe fikk en haansk Linje — han var saa sen i Vendingen og seig i Ordene; en maatte ligesom altid hjælpe til. Og desuden — en vakker Kar maatte det da være, om det skulde være nogen!
