107
Uden næsten selv at vide det tog han sin Hat
og strøg Trapperne ned mod Stuen; han syntes
ligesom, det maatte være Redning derinde.
Da han aabned Stuedøren, stod Præstefruen ved Skabet og pakked nogle Medicinflasker ned. Hun havde Hat og Schawl og skulde nokk nordover. Nu vendte hun sig.
«De faar ordne med Ola om Hesten imorgen tidlig, Veum,» sagde hun. «Det er ikke sikkert, at jeg kan være tilstede.»
Da gikk Knut Veum lige hen. Hagen skalv; det lokkede Haar dirred kring Panden.
«Jeg kan ikke reise!» brast han ud. Saa slog han medét begge Hænder for Øinene og blev staaende slig.
Der gled en pludselig Skygge over Præstefruens lidt blege Ansigt. Den myge Mund tog stor Vemod.
«Staar det saaledes til,» hvisked hun.
Han tog Hænderne fra Øinene. Han saa hende ærlig ind i Ansigtet, som bad han hende læse i sin Sjæl.
«Ja, saa staar det til,» sagde han. Han blev staaende.
Præstefruen slog sine Øine ned. Der kom et uendelig mildt Drag om den storformede Mund.
«Stakkars Dem,» sagde hun ganske stille.
