106
Han kvakk igjen og stirred opover Veien. Der
kom nogen kjørende i Trav Bergsli-bakken ned.
Han kjendte Hesten. Det var Haugbrunen. Kirstens
Bror sad i Karjolen med Tømmerne i knyttede
Hænder frem for sig. Det gikk i skranglende Trav
Præstegaarden forbi.
«Hvordan er det?» ropte Knut Veum.
«Aa, det er klent.» Han, som kjørte, snudde ikke Hodet. Det gikk videre i rasende Trav sydover Veien.
Knut Veum stod ved Vinduet i Bispeværelset og stirred med tomme Øine. Ansigtet var hedt af Uro; inde i Brystet skalv en dyb, ulykkelig Dirr, som han ikke kunde faa bort; Blodet slog i Tindingerne.
I over en halv Time havde han gaaet frem og tilbage deroppe; Gang paa Gang havde han mekanisk taget Uret opp og seet paa det, som om Tiden kunde hjælpe; Gang paa Gang havde han sagt sig selv, at det vel ikke behøved at være nogen Fare for Livet; men Ordene havde bare jaget Angsten dobbelt opp. Nu stod han der og syntes, at fikk han ikke snart tale med nogen og betro sig til nogen om dette, saa vilde det hele briste.
