104
fremmed glide ind mellem ham og det, som var begyndt. Han havde kjendt det saa stærkt igaar Kveld, da han stod i det aabne Vindu og saa udover i Natstilheden; Skogen stod ligesom fremmed og kjendtes ikke ved ham; Dalen havde alt begyndt at leve sit eget gamle Liv uden ham.
Og saa var det hende. Til hende strømmed igrunden al denne underlig blødende Fornemmelse tilbage.
Vinteren frem var de jo for hver Gang kommen hinanden nærmere, endda intet var sagt. Han forstod af hele hendes Væsen og Maade, at hun vilde; men det var alligevel noget, som holdt igjen, noget, som vented og spurgte. Og saa kunde der undertiden reise sig i ham en næsten harm Mandsfornemmelse. Det var da vel ham, som —? han maatte da vel bedst vide og bestemme —?
Og nu havde han ikke engang faaet sige Farvel!
Det klakk i Grinden; det var Præstefruen, som kom. Hun havde været nordover Bygden og hentet Posten, men gikk fortere, end hun ellers brugte.
Knut Veum hilste, da hun naadde Svalen. Hun stansed; hun var svært alvorlig.
«De har vel hørt om Kirsten Haug?» spurgte hun.
Knut Veum kvakk.
