102
«Kom ind att naa,» bad det fra Stranden.
Kirsten Haug lo. Saa satte hun medét i en høi, vild Tone, som skar viden om.
«Hol!» sang det udover.
Snudde sig saa og vaded med udslagne Arne videre ud, som gav hun sig ligesæl Sjø og Sol og alle Dalens stærke Kræfter ivold. Nu stod det hende til Akslerne, saa Armene saa vidt gikk fri.
«Er Du styren, Jente!» skreg det derinde fra Stranden.
Da snudde hun med strake Arme forsigtig rundt og kom vadende indover, smilende. Kroppen lyste rosenrød i Vinden.
«Je trur, Du er tullete,» skjændte Karen Jordet, da hun var kommen paa Land og gikk forbi.
Hun svared heller ikke nu, hugg bare Haandklædet med den ene Haand og Klæderne med den anden, smatt ind i Buen og drog Døren til.
«Kjem det naaen, saa stæng att!» sagde hun derindefra.
— Et Kvarters Tid efter sad de to Jenter fremved Aaren i Haugsæteren, hvor Kaffekjedlen stod paa. Karen Jordet batt; Kirsten Haug sad og varmed sig.
«Naa ska’ det bli goidt aa faa Kaffe,» sagde hun.
