99
tog Skindpung op af Vamsen og gav ham to Skilling Banko.
Da spurgte ikke Gutten videre.
«Du lyt gaa ind,» sagde han bare.
«Takk, det ska je itte,» svarte han, som fôr.
Saa gik han bagom Husene og tog Atnelien opp.
Og han gik, som vilde han gaa fra alt det, som vondt var i Verden.
Men denne Mand var Kristen Jacobsen Storstuberget. Fast ingen kjendte ham der paa Atneosen.
Men i Tyldalen og paa Tønset fortalte de, at et stort Fantefølge var faret nordover den Sommer.
Der stod en Jente i det fine Solregn over Dalen og stirred. Fjerne Regnbuer stod i Aasene; vester i Høifjeldet drog et Uveir blaasvartnende indover. Men Solen rev mellem guldbræmmede Skyer høit paa Himlen, og den styrtende Bækkesus nedover Jorderne hørtes høi i Middagsstilheden. Luften var sval.
Hun saa langs de lysgrønne bratte Lier med sin Græsvold mellem sprættende Bjerk; Længselen drog mod den skogsvarte, mørke Dal dernede, hvor Glommen dulgt drog forbi.
