9
Snart klang Buestreng i Skogstilheden. Truffen
Elg lagde paa Sprang mod de hemmelige Kjærn
og Kilder for at forbløde; ulende Ulvehunde fulgte
Slagsporet; Mænd paa Ski jog efter. Og ved
Kveld syded Elgeknoker i Kogstensfadet, mens
skindklædt Kvinde sad paa Krakk ved Aaren og
knuste Korn mellem Stene.
Hver ny Mand, som kom, sad i Fred som Frænde; thi Skogen var vid, og Dalen gav nok for alle.
Slog de sig da sammen i Følge flere, baade paa Jagt Vinterstide og paa Fiske Høst og Vaar.
Slig eied de Fjeld og Dal og Vidde sams mange, og var der nogen vældigere til at jage eller fiske end de andre, fik han Navnkundighed deraf; men Bytte blev delt efter Lodd og Mand. Slig syntes dem alle ret at være. Slig som og hin Hauk gjorde, der han i det store Fiske ved Cora Elv øster tog fire Mands Lodd, han alene, og veided to Elge paa Hjemfærd han alene. Deraf blev han namngjæten over al Tyslas Dal, ja og til Reyndalen tillige; men Lodd blev Lodd, og tog han ey mer, end Mand skulde tage.
Slig sad de da i Fred paa vide Gaarde, Hauk paa Haukstad, Eirik paa Øfverby, Thore paa Søgard, Thrond i Aasen og flere med dem.
Til en Gang i Alders Tid den kom den digre
