88
paa et Skjær og hemmelig Mose randt rundt Drypp fra dulgte Kilder i Fjeldet.
«Hosbond min,» bad det som i Søvn dybt derinde.
To Tyldalsfiskere, som fulgte Tysla Aa og fisked med Betmark efter Smaa-aure den Nat, kvakk ved sligt underligt Jø deroppe fra Skaret. Det var som hede Skrig af Menneske i Vildske eller Jammer.
«Hubro,» sagde den ene, den ældste.
Saa om lidt kom fælen Latter, som døde.
«Ræv,» sagde den anden, den yngste.
Saa kom igjen dette fjerne skognivse Skrig i Vildske.
Og saa blev alt sommernatstille.
«Nei Tater,» sagde den ældste. «Døm har sligt Jø om Neten[1] Sommerstia.»
Og de fisked videre. Fra Sten til Sten videre.
Men udenfor Reiret i Skaret, der det røg, stod nu Gammel-Guri vak og lyed.
«No er det rett att,» mumled hun for sig selv, snudde og gik ind.
Lidt senere kom de to. Kirsti kom først. Hun blødde paa Fingrene og lod Hunden slikke, men smilte.
Saa lagde hun sig framved Barnet og sov straks.
Lidt efter kom Kristen.
- ↑ Neten ɔ: Nætterne.
