85
Men Ungen sov paa Hundeskindsfelden med knyttede
smaa Næver, og Finnehunden knasked savlende
Saueben inde i svarte Kroken mellem Stenene.
Dag var falden i Fjeldet.
Skygger var langelig sluknet; det sov i de svarte Skar.
Høisommernattens Drømmedis hang som Maaneslør over Skogene; det graaned lyst langs Strøm og mellem Sten; det skumred over dugg-graa Enge.
Men al Fjeldets Blyme bøied sine Hoder i Natskjær af den Solrøde, som var svunden og sluknet over i det graa.
Kristen Storstu sad paa en Sten udenfor Skaret med Hodet tungt i sine Hænder.
Han sad der trætt og tung af alt fra igaar. Det graaned som en Drøm forbi, Jenten, hun Kari, Gaarden, den som laa der slumrende, Kirken, som stod der svart i det graa. Klokker ringed efter ham, vidt og sørgende.
Derinde i Skaret, hvor Røg sived ud, laa nu Kirsti vaagen og vented, som hun altid var vaagen og vented.
Han syntes, det stod Lede og Tungsind med Røgen ud; thi Moren laa tæt ved Siden paa skabbet Hundeskindsfeld og sov med aabne Øine og Øren altid.
