78
Dødben morkner mellem Stenrasene i dunkle
Glap dybt nede, Ben af Menneske og af Dyr,
som Ødets tause Røvere har dræbt og draget did
og ædt og ladet ligge gjennem alle Tider og
Aldere.
Men Ørn-unger og nyklækket Hubro skriker stærke Skrig mod de gamle Fugle, naar de kommer med Rov og slaar ind — og saa tier det atter, lange Ventetider. Mens ung Duft af Hassel og hemmelig Skogblyme, som ingensteds ellers findes, og Lugt af alt Fjeldets frie vilde Græs mellem Stenene stiger og blander sig med stærk Lugt af Rovfugl og Solsteg høit kring de gule Fjeldefaldssider.
Og undertiden hemmelig Em af Røg svævende og drivende i Ødet.
Tater-Kirsti sad paa en Sten midt i Skaret under Jutulstupet og stirred fremover mod Midtskogsveien.
Det var solblikkende blankt og stille. Hun kunde se hele Fjerdingen frem alt, som gik, og alt, som kom.
Hun sad med Skindkoften opkneppt og speided med unge, mørke Øine.
En toaars Gut stod mellem hendes Knæ og suged hendes solbrune Bryst; bag hende, længer
