68
trykket paa den anden op mod Væggen. Og det lyste rødgraat paa rædde Saueøine.
Nu tog Kristen Tiksen. Bar den efter alle fire Fødder tildørs og ud. Saa stængte han og satte Stauren for.
Men Hunden murred, der den laa. Den veired Blodet.
«Burmannbisken!» kviskred Kristen. Da reiste Hunden sig, tog Fenaknoken i Kjæften og gik ind i Hundehuset.
Men Kristen Storstu kom med Sauen bærende nedover mod hende, som sad.
Han slængte den borttil hende.
«Kut naa, Kirsti,» sagde han stillt. «Je kjem me Brø aa Sovvel sia!»
Kvindfolket reiste sig uden et Ord.
Lidt efter sprang der nogen med en uldgraa Bylt paa Ryggen nedover Lien, og fremved Velstubækken stod en Mand og vasked blodige Hænder.
Men fra Præstegaardens Fjøs dernede paa Vangen gol en Hane rustentrødt i Dæmringen. Og Dalen sank videre ind i Gryets møre Søvn, den trygge, som kommer, naar Akerriksen, Nattens Uro, tier.
Og ingen paa Berget havde Kjendsel af Ufred eller Hændelse denne Nat; Enkjegardshunden laa i Hundehuset med frodig Smag af fed Rævesmur-
