60
paa Blaakammerset, hvor hun brugte ligge Sommerstide.
Hun tygged mumlende med tandløs Mund, drog Barnesukk og dormed videre, likesæl; thi det var over Midnats Time. Men Gammel-Helge, Lægdslemmet, som havde Seng i Drengstukoven, laa yrvak og hørte.
Hunden gav Glæfs paany, svagere; saa blev den medét undrende stille, logred, lagde blide Øren og tramped med Labber mod nogen, der den stod.
En Mand, som den nu kjendte, var kommen Lien opp og frem af Tusmørket; noget ukjendt sortnende sad fremved Skigarden længer nede.
Men Gammel-Helge, Lægdslemmet, snudde sig paa Siden og lyed ikke længer, nu da Hunden straks tagde; han tænkte, det kunde være Ræv, som gikk over Jordet.
Kristen Storstu strøg Hunden, som stod med de hvidsokkede Forlabber strake i hans Bryst. «Burmannbisken,» sagde han og lysked den bag Øre. Saa tog han frem af Skindkoften en afgnaget Fenaknoke og holdt frem. Men af Knoken stod der Lugt som af Rævesmurning, fren og sød.
Da tog Hunden Benet, gikk langsomt bort og lagde sig til at gnage.
Kristen Storstu lyed længe. Kvindfolket der nede ved Skigarden sad svartnende still, som Kraake sidder paa Nattekvist stille. Og al Dalen
