65
Kirsti, Kvindfolket, som fulgte, kom lige bort til ham.
«Bærer var det aa saavaa under Stein,» svared hun; hun stod og saa ham ind i Ansigtet med sine svartblanke Øine.
Han saa forbi hende og udover mod Kirken, som laa Vagt i Natmørket.
«Slægta søv dernedpaa,» sagde han og drog Sukk.
Hun smilte.
«Størrer Slægt søv i Skogem,» svared hun.
Han stod.
«Fred faar den, som søv frammed Kjerkjen,» sagde han. «Saa er mi Tru.»
«Større Kjerkje fins paa Fjela,» svared igjen hun.
«Der Stjerna brinn — der søv du god Sømn.»
Nu drog hun Sukk.
«A Vechl-Kirsti!» sagde Kristen.
Jenten blev tutrende i Røsten.
«Ja, a Vechl-Kirsti vor!» svared hun. Hun snudde ogsaa og saa udover.
Saa gik de langsomt opover fremved Skigarden.
Hunden paa Enkjegard-Berget gav Vagtglæfs fra Hundehuset og murred. Og gamle Fru Catharina Schultz, som sad Enke nu paa sjuttende Aaret efter sin salig Husbond, velbaarne Præsten Schultz, snudde sig søvndrukkent i sin brede Himmelseng
