64
Schultz laa. Han fælned igjen; for han syntes, de leved alle. Saa sprang han med Bylten mod Kirkemuren, der den svarte Glugge var aaben, og hvor Mandeben og Dødskaller slængtes ind under Kirkegulvet; der hvor de sagde, det smøg Varulv om Nætterne. Did sprang han og slængte Bylten ind. Den blev siddende i selve Gluggen.
Men da var han alt paa Sprang, bent over Hauggubbens Jordfæste, over Kirkeplanken og ud. Han syntes, det dundred bag ham, og at hundred bleke steg op og var efter ham med hvidnende Knoker strakte.
«Kristen!» skrek de.
Men som han sprang Aakeren nordover, kjendte han den kvartlange Rug sabbe kring Fødderne paa sig og sinke ham. Da blev han Mand igjen, og da han naadde Aakerrenen, gik han.
Kvindfolket, hun Kirsti, sad paa Renen og vented.
«Kjem Du naa?» sagde hun.
«Ja, naa er det gjort,» svared han.
Saa reiste hun sig.
«Likere kunde Du ha gjort heil slikt,» sagde hun da og var færdig til at følge.
Kristen Storstu svared ikke. Gik bare videre opover langs Aakerrenen, mens hun fulgte.
Kommen midt i Bergjordet snudde han sig mod hende.
«Naa søv a godt a Vechl-Kirsti,» sagde han.
