63
Manden i Skindvamsen stod for Kirkeporten.
Han tog i den med sin Haand og kjendte den
natkolde Isning af Jernet.
Den var stængt. Og i Klokkegluggerne knirked det gissent, som de gav sig i Nordendraget.
Han saa langs Kirkeplanken. Som Gut havde han gaaet Benvei over Planken norderst, naar han kom Bergjordet ned. Det var tæt ved gamle Hauggubbens Jordfæste.
Saa bad han halve Fadervor og smøg langs Kirkeplanken nordover med Bylten i venstre Haand. Han famled sig frem og fandt Smyget. Morken Stokk og gammel Spiger haked i hans Skindbrok, der han smøg sig over. Og Bylten kjendtes som Bly saa tung. Det skrek ligesom til i ham.
«Kristen!» skrek det. Og han fælned, saa han blev kold, og syntes, det svared «Kirsti» længer inde i ham. Da stod han inde paa Kirkegaarden. Og de laa der de Gamle rundt omkring. De Gamle, som havde Gaard og ungt Folk efter sig. De laa der og var frelst. Klokker ringte over dem baade Sokn og Helg. Præst havde talt, og Klokker havde sunget. Ammen i Jesu Navn! Han sagde det høit; han syntes, han ropte det, og saa saa han sig omkring, om der var nogen Grav. Nogen Grav for et stakkars Kræk, som var født paa vilde Skogen! Nei, det graaned ikke paa Grav — bare svarte Kors bortover. Og det hvide, der Præsten
5 — Bull: Jutulskaret.
