62
folket; saa gik de langsomt videre. Og det unge Græs retted sig stillt i deres Spor.
Nu var de ved Haug-evjen; et Rev-sprott stod fæstet i den vaarvaade Græsrod fremved Elven; Manden gik borttil og kjendte paa, om der kanske var Fisk; saa gik de langs Stengjærdet ved Strømmen, smøg over ved den store Hægg, som alt spratt med bitter Lugt i Natkjøligheden, og nu var de paa Bergjordet.
Men der blev de to staaende længe og stirre. Bagom den store Rugaker, som stod gresen og skalv i Nordendraget, svartned det paa den gamle Kirke. Korset taug i den natgraa Luft; de graa Mure sov. Alt laa som i sælsom Glemsel. Sov paa Vagt over Dalen, som sov.
Da talte Kvindfolket.
«Gaa frampaa naa Du,» sagde hun. Og hun tog Bylten af og lagde den paa Aakerrenen fremved Manden.
Manden svared ikke; saa heller ikke paa Kvindfolket; han kjendte det saa fælent.
«Kristen Jord ska det ha,» mumled han; saa tog han Bylten og gik gjennem Rugakeren og bent mod Kirken.
Men Kvindfolket satte sig paa Aakerrenen.
Og igjen hørte en bare Elvens øre Sus gjennem Dalen.
