57
fremme paa Urstrømmen og Barkald om Mad, den hun og fik. Men Kristen kom aldrig frempaa; for han var kjendt. Bare en og anden Gang om Nætterne i Sætrer i Lilleelvedal og Tunnasetr, hvor han tog Mad, som laa efterglemt. Saa og Hestetaggel til Snarer, som han satte kring Bjerkeskogen efter Rype og anden vild Fuggel.
Slig fik de Kjøtt og stærkt Sø de to; men om Vaaren kom de til Bogen tæt ved Gulas Dal. Hændte det da, at Jenten blev tung og maatte kvile paa Gaardene; og alt Folket saa, at hun var ventendes.
Men endnu gol ikke Gjøken, skjønt det var begyndt at sprætte i Bjerk og rødne paa Asp og andet Sommerens Træ.
Indtil da endelig Gjøken gol og Govvel kom fra Syd flyvende. Den Tid naadde de Bogen og laa paa Bænk der; men Dagen efter kom Moderen.
Da hun saa Kristen, lo hun.
«Vaksen Kar!» sagde hun.
Saa vendte hun sig til Kirsti og talte til hende paa Maal, som han ikke forstod.
Men paa Bogen og deromkring leved de alle tre, til Guldblommen begyndte at blomme i Græsset.
Da — en Dag, som de sad i Solen, kjendte Kirsti, at nu var hendes Tid, og saa sagde hun, der hun sad, til dem begge:
«Retnaa er vi fire,» sagde hun.
