55
«Kirsti mi!» sagde han da.
Hun lo igjen og blev blek.
«Kristen min,» sagde hun til ham. «Vildguten min,» sagde hun.
Saa slog hun Arm kring hans Hals.
Da tagde de begge.
Men Kristen vidste intet paa længe andet end en Kjendsel af Jord og Varme og en Lugt af ungt og vildt og friskt. Dette var alt, han vidste.
Men den hvide Kat han mol, skjønt ingen af de to hørte ham eller saa ham.
Saa, medét, saa de ham og fornam, at han mol, og saa sansed de sig begge.
Men hun lyste i sit Anlet, fast det var brunt af Veirets Brand.
«No ska Du følgje,» sagde hun da.
«Ja,» sagde han. «No ska je følgje!»
Saa slog han igjen Armene omkring hende.
Da lagde hun Kind ind til hans og kyssed, og han kjendte, hendes Mund skalv.
«No er eg tvo,» sagde hun ganske sagte. Da blev han saa blødende varm i sin Bringe; han forstod, hun var med Barn.
Saa strøg han hende over Kind og Haar, og han kjendte, hun var saa yrende ung.
Videre talte de ikke om dette.
Men som Jenten tog Hundeskindsvamsen af og sad der paa Bubænken i al sin unge Vidunderlig-
